Forord Denne bog er en omskrevet ph.d.-afhandling, ”Har vi en aftale? (U)mulighedsbetingelser for mødet mellem folkeskole og fa
foed, Nina Hein, Dorethe Bjergkilde, Tine Fristrup, Kristine Kousholt og Katia Dupret Søndergaard. Tak til Birgitta Frello, Joh
Indledning: (U)mulighedsbetingelser Relationen mellem skole og hjem har altid været potentielt konfliktfyldt. Der er noget på s
diskutere urolige elever som et problem skabt af samfundsmæssige forhold som økonomisk krise og dårlige sociale forhold for arb
folkeskoler: Skole-hjem-samtalen, træning af den vanskelige samtale, samtalen på kontoret, familieklassen og ansvarsspillet. Je
Til sidst i denne indledning vil jeg knytte en kommentar til bogens titel: ”Har vi en aftale?”. Det er en sætning, man kan høre
KAPITeL 6 Skole-hjem-samtalen Interviewer: Findes der ikke skole-hjem-samtaler, hvor der egentlig ikke er så meget, der behøver
analytiske spørgsmål til skole-hjem-samtalen som teknologi. Især undersøges det, hvilke positioner der tildeles forældre og bar
det er de samtaler, hvor der ikke er de store problemer omkring barnet, hvor forældrene accepterer lærerens beskrivelse af barn
om, hvad forældrene skal gøre, og hvad skolen skal forsøge at gøre. Forældrene tildeles et ansvar, skolen forsøger sit bedste.
· · · · enetale (den længste i mit materiale var 6 minutter), kun afbrudt af ”ja” og ”mm” fra mor eller elev. Dialog med foræld
er et par eksempler på lærerbeskrivelser – eller ”diagnoser” – af elever, som fulgte umiddelbart efter det indledende ”velkomme
sine lektier, have orden i sine ting, ikke forstyrre undervisningen, trives socialt. (For samme norm, se MacLure og Walker 2003
talen og vente og se, hvad han eller hun ”gøres” til. Det er eleven, der beskrives, vurderes, forpligtes, gøres til genstand fo
på, altid glad og negativt som højrøstet (læreren kan dog dæmpe ham ned), som en der har brug for forældrenes opbakning, proble
Klasselærer, 5. klasse: Nå, min søde pige, nu skal vi bare have… Det går rigtig, rigtig fint med Agnete fagligt. Der er ikke no
len kan fortsætte med læreren som ekspert, og hun arbejder for ”facesaving”, med et begreb hentet fra Goffman (Goffman 2004: 43
kræfte lærerens beskrivelse af situationen. Som regel var der heller ikke tvivl om svaret hos eleven, idet alle tilstedeværende
skal være muligt for forældrene at vise deres symbolske opbakning til skolen og skolens arbejde med deres barn, ligesom det gør
følgende vil jeg vise eksempler på afvigelser fra denne måde at strukturere skole-hjem-samtalen på. Nu har du sagt det tre gang
Eleven: Hvilke var forkerte? Matematiklæreren gennemgår opgaven. Det, Laurits gør her, er helt forkert, på flere måder: Laurits
At række fingeren op markerer en asymmetri i rollerne, som betyder, at den ene skal have lov af den anden til at sige noget. De
sige, som han gør, men det kan ikke afvises som forkert. Forventningen, der peges på med ”Nu har du sagt det tre gange”, er en
trere sig om lektierne, invitere kammerater hjem e.l. Forventningen til læreren i den sammenhæng bliver at have øje for det enk
mere eller mindre afvigende fra kategorien ”god elev”, men også som ”individuelt lærende” og dermed som en, hvis særegne behov
Klasselærer: Lige præcis. Og det er garanteret ikke noget med, at du ikke forstår det heroppe. Det er noget med, at du – ”hov n
– ligesom familiens bidrag til elevens læring fremhævedes. en dreng blev beskrevet som ”brav”, fordi han havde været syg og så
Aftaler Aftaler er et sted, hvor man kan se forventninger til, hvem der har ret til at beskrive, og hvem der har pligt til at h
meget larm, ikke (Mor: Ja). Så vi skal sørge for, at der er lidt mere ro. Så skal du selvfølgelig skrive, hvordan kan du bidrag
ud. I nogle samtaler refereredes til aftaler, som var indgået direkte mellem lærer og forældre om noget andet end eleven. Liges
førsel i skolen. Skal forældrene tage det ansvar, skal de tage aktiv del i samtalen. Her er det, at skole-hjem-samtalen med sit
familien til læringsrum – med overføringskraft til skolen – til gengæld for lærerens beskrivelse af deres barn som et unikt lær
tuelle samtaler var det ikke givet, hvad målet med samtalen er, samt hvem der eventuelt er ”aftalepartnere” i den. Dermed er de
bidrag til barnets læring – gennem at stille åbne spørgsmål. Forældrene sættes i en dobbeltbindingssituation mellem ansvarsdisk