K APITEL 1 Indl e dnIng K APITel 1 · IndlednIng Rasmus S ommer Hans en og S ør en F linc h Mid t g aar d Mange studerende oplever politisk teori som en særdeles vanskelig disciplin inden for statskundskab og samfundsfag. Vanskeligheden skyldes dels, at disciplinen adskiller sig fra resten af statskundskaben med hensyn til metoder, dels at de studerende ikke som led i undervisningen gives en ordentlig introduktion til de dele af den politiske teoris metoder, som kan virke fremmedartede på dem. For at råde bod på dette problem skylder vi de studerende (og andre politologer) en redegørelse for metoderne i politisk teori, der ikke kun viser deres systematiske karakter og forsyner dem med en begrundelse, men også kan tjene som retningslinjer for, hvordan en undersøgelse inden for disciplinen kunne skride frem. Målet med bogen er at løfte denne opgave. Vi skal understrege, at vi med “politisk teori” mener normativ politisk teori. Samtidig dækker betegnelsen også det felt, der ofte kaldes “analytisk” eller “anglo-amerikansk” politisk filosofi. Sådan forstået beskæftiger politisk teori sig med normative spørgsmål, der angår politik. Normative spørgsmål er spørgsmål om, hvad vi bør gøre (eller ikke bør gøre), hvad der er rigtigt og forkert, hvilke pligter og rettigheder vi har, hvem der er ansvarlige og bør stå til regnskab for hvad i samfundet, og hvad der ligger i, at noget er et retfærdigt, demokratisk, lige eller frit samfund. En af udfordringerne ved at give en metodisk introduktion til politisk teori er imidlertid, at en sådan introduktion uvægerligt vil være kontroversiel. Alle grundlæggende normative spørgsmål er omdiskuterede, og det gælder også spørgsmål om metode. Der er således uenighed om, hvad målet med at bedrive politisk teori er, og selv blandt dem, der deler opfattelse af målet, er der uenighed om midlerne eller metoderne til at nå det. IndlednIng 13