1. KOMMUNIKATIvE KOMPETENcER 33 Det er jo ved sin evne til at kommunikere, at læreren kan rammesætte og udvikle læringsmiljøer. Lærerens kommunikative kompetence er hele omdrejningspunktet i udøvelsen af klasseledelse! Indimellem kan man støde på dén opfattelse, at klasseledelse drejer sig om at kunne dirigere rundt med eleverne i skolen. ‘Tror du nu, du kan styre ungerne ude i skolen?’ kan være et af de spørgsmål, man kan møde, når man fortæller om, at man skal i praktik for første gang. Moderne klasseledelse bygger overordnet på andre opfattelser af lærerens opgaver i skolen. Moderne klasseledelse må nødvendigvis anskues i lyset af de de‑ mokratiske principper, som folkeskolen bygger på, og derfor altid foregå “i samarbejde med eleverne”, jf. de citerede færdighedsmål ovenfor. At tilegne sig kompetence som klasseleder indebærer, at man kan bidrage til et samarbejdende læringsmiljø i skolen. Ole Løw (2014) inddeler klasseledelse i tre indbyrdes forbundne om‑ råder: • Relationsledelse. Lærerens ansvar for at skabe og vedligeholde lærings‑ støttende relationer i undervisningen. Relationsledelse indebærer bl.a., at læreren evner at kommunikere på måder, der fremmer læring hos den enkelte og i klasserummet i det hele taget. • Procesledelse. Lærerens ansvar for at håndtere de situationer, der op‑ står i klasserummet. F.eks. hører det til procesledelse, at læreren evner at stille spørgsmål, gå i dialog med eleverne og give feedback. • Rammeledelse. Lærerens ansvar for planlægning af alle dele af under‑ visningen, fra start til slut i en time og en hel skoledag. F.eks. hører det til rammeledelse, at læreren evner at metakommunikere om de regler, rammer og rutiner, der er forbundet med at gå i skole og modtage undervisning. Ved at kategorisere klasseledelse som henholdsvis relations‑, proces‑ og rammeledelse får man samtidig øje på, at man må kunne kommunikere på mange forskellige måder som underviser. På den ene side skal man være i stand til at metakommunikere i stor stil for at skabe tydelige rammer, på den anden side skal man kunne kommunikere på sådanne måder, at det bliver muligt at gribe fat om de situationer, der naturligt opstår i undervisningen.