Erik Svendsen 31 er, at mediernes logik sætter sig igennem i andre institutioner, men er denne logik nødvendigvis lineær, og kan man kun tale om medielogik i ental? (Lundby 2009; Hepp 2013; Couldry 2012). Flere studier viser, at medialiseringen har mange forskellige manifestationsformer, og at udviklingen er uensartet, afhængig af hvilke områder eller institutioner man forholder sig til (Ekström 2016; Hjarvard 2016). Det frugtbare i medialiseringsteorien er omvendt, at den har resulteret i en opblomstring af forskellige tilgange til mediekulturen og dens omsiggribende betydning. Teorien har vist sig ikke at være hegemonisk, snarere produktiv. Den kalder på tværvidenskabelige samarbejder og på dialog på tværs af faggrænser (Hepp 2013; Hjarvard 2008). REKAPITULERING Medievidenskaben bliver først for alvor etableret som bredt forskningsfelt i 1970’erne, der var præget af en eklektisk teoretisk tilgang med fokus på analyse af enkelttekster eller tekster som genreudtryk eller som manifestationer af mytiske strukturer. Tekstens ideologiske indkodning får den fulde opmærksomhed, men den bliver gradvist udvidet til også at omfatte afkodningen og dermed receptionen af medieteksterne. Den udvikling afstedkommer fortolkningskampe, der imidlertid efterhånden afløses af gensidig anerkendelse af en flerhed af teoretiske tilgange til mediekulturen. Det sker, samtidig med at medievidenskaben får stadig større betydning i den akademiske verden, fordi medierne bliver stadig mere afgørende for den samfundsmæssige udviklingsproces. Det seneste skud på stammen af medieteorier – medialiseringsteorien – eksemplificerer denne tendens. Fra at være centreret om tekstanalysen har medieteorien udvidet sig til i dag at rumme en bred vifte af teorier, der kan systematiseres i fire blokke eller ben i en pyramide, der kan vendes og drejes, uden at der sker en favorisering af en bestemt medieteoretisk tilgang. Mediesociologien implicerer teorier om afsenderleddet, institutionsanalyse, om modtagerleddet og receptionsanalysen, medium theory repræsenterer en teknologisk tilgang, som ser på, hvad der kendetegner de enkelte medier, og tekstanalysen har fortsat fokus på, hvordan form skaber betydning i en mediekultur, hvor forestillingen om en tekstlig autonomi er en saga blot.