1. Stilistik – når formen taler 19 Sprogprofessor Lars Brink har fortalt mig at han sammen med sin kollega Jørn Lund blev bedt om at hjælpe kriminalpolitiet med at opklare en sag om ubehagelige anonyme opringninger til en kvinde: Hun var flere gange blevet ringet op af en ukendt mand der kom med grove seksuelle forslag og ytringer. For at man kunne finde frem til gerningsmanden, blev hun bedt om næste gang at holde dialogen i gang med forulemperen – så ville man optage samtalen og gennem analyser af hans sprog og stemme søge at indkredse hans identitet. Som sagt, så gjort: Da politiet havde fået forulemperens stemme på bånd, havde de to sprogfolk noget der kunne føre dem på sporet. Et af de ord de bed mærke i at han brugte, var tiltalen pigebarn: Det ord fortalte dem at forulemperen måtte høre til den modnere aldersgruppe – det ville en ung mand aldrig bruge. Derudover havde hans udtale et svagt jysk islæt. Konfronteret med blandt andet disse indicier brød gerningsmanden sammen og tilstod at det var ham der havde stået bag de stødende opringninger – bevisbyrden var for stærk til at han kunne afvise den. De sværeste tilfælde er nok skriftlige udsagn der holder sig meget tæt op ad normalen og ikke har nogen særlig markante træk, for det interessante og signifikante er altid det der skiller sig ud fra normerne – bevidst eller ubevidst, med eller uden en særlig hensigt. Kort sagt: de kedeligt formulerede udsagn; men så kan vi alligevel konstatere dét – gennem en stilistisk analyse. De følgende kapitler går tæt på de midler vi har til at beskrive tekster (og andre udsagn) udtømmende rent sprogligt-stilistisk. Fokus på selve formen, udtrykket, kan give nye ideer til indholdet og inspirere til nye tankebaner, for ideer opstår som bekendt ofte når vi tænker på noget andet. I de følgende kapitler gennemgår jeg de grundlæggende stilistiske analyseelementer og deres iboende virkemuligheder: sproglyde, ordvalg, ordklassedominans og syntaks.
Del
