DELEUZE 11 om møder (fr. rencontres) med filosoffer, som Deleuze selv foretrækker at kalde det. Deleuze er nemlig ikke nødvendigvis interesseret i at præsentere – eller imitere – enkelte filosoffer med henblik på at give et autoritativt narrativ om hver enkelt af dem. Med tiden tager han snarere i stigende grad udgangspunkt i dele af de undersøgte filosoffers begrebsuniverser med henblik på at udvikle den radikale forskelsfilosofi, som kan udfordre det, han kalder en dominerende historiefilosofisk identitets- eller statstænkning (denne udvikling i Deleuzes tænkning udfoldes i kapitlerne 2 og 3). Han placerer sig ligefrem i forlængelse af en linje af marginaliserede oprørsfilosoffer fra Lukrets (ca. 99-55 f.v.t.) over Baruch de Spinoza (1632-1677) til Friedrich Nietzsche (1844-1900) og Henri Bergson (1859-1941) m.fl. På den baggrund anbefaler den amerikanske politiske filosof Michael Hardt, at man følger fire metodologiske principper, når man læser Deleuze og hans omgang med filosofien: 1. Få styr på, hvad Deleuzes formål med undersøgelsen af en given filosof er, samt hvilke vilkår som den primære begrebslige modsætning hos en given filosof, som Deleuze vælger at diskutere op imod, sætter for ens aktuelle læsning. 2. Læs Deleuze filosofisk, hvilket i hans sammenhæng betyder, at ærindet i omgangen med en given filosof er
GRATIS LÆSEPRØVE! Smugkig i ‘At analysere med Gilles Deleuze’ af John Benedicto Krejsler