I ntrod u ktion til videoanalyse 21 I Peter Wintonicks (1999) film om dokumentarfilmens historie, siger dokumentarist Wolf Koening direkte, at videokameraet kan bruges til at få øje på ting, vi ellers ikke ville være i stand til at se. Dette er præcis, hvad der gør sig gældende inden for den etnometodologiske og samtaleanalytiske (EMCA) tradition – med lyd og videooptagelser får vi adgang til at analysere en virkelighed, vi ellers ikke ville være i stand til at udtale os om (Sacks 1984). Med videooptagelserne får vi mulighed for at genbesøge situationen – selvom videooptagelserne aldrig kan give det samme som at være i situationen selv. Men for nuværende er det det bedste middel, vi har til at genbesøge praksis, undersøge den, evaluere og interagere med den og give feedback til de aktører, der er daglige ressourcepersoner i forhold til at have den bedst mulige praksis, hvad enten det er optikere (kapitel 9) eller fremtidens designere (kapitel 7). Gennem video får vi altså adgang til eksempelvis at være fluen på væggen ved læge-patient-samtaler (Heath 1986) eller børns læring og samarbejde, når de arbejder med ny teknologi (Davidsen 2014) og meget, meget mere. Alt det, vi tænker, der kunne være godt og relevant at vide mere om, til gavn for mange flere, kan vi indsamle viden om, analysere og formidle tilbage med videoanalyse som en vigtig del af bagagen. Eksempelvis er der i Kræftens Bekæmpelse fokus på, at meget færre end de, der ønsker det, dør i eget hjem. Derfor har der været afsat midler, der skal understøtte undersøgelser af, hvorfor det er sådan, og hvad vi kan gøre ved det? Målet er givet: Terminale patienter, der ønsker at dø i eget hjem, skal have lov til det. Og måske kunne videoanalyse være med til at sætte fokus på, hvad patienter, pårørende og fagpersonale, der kommer i hjemmet, lykkes med – og hvad der er svært? Noget, parterne måske ikke selv ser, fordi de netop er i en krisesituation. Det kan danne basis for at oplære andre nytilkomne i samme situation, flere frivillige kan indgå, og måske kan flere terminale patienter af den vej få deres sidste ønske opfyldt. Men det behøver ikke være så dramatisk for at gøre en stor forskel. Videoanalyse kan også lære os, hvordan vi interagerer med teknologi (Kanstrup og Bygholm 2015), hvordan vi socialiseres ind i eller opfører os i en fagpraksis (Hindmarsh 2010; Kjær 2014b), eller når vi skal lære nyt eller samarbejde (Davidsen og Ryberg 2017). Uagtet hvad, er det væsentligt som samfund, at vi løbende får sat spot på, hvordan praksisser er derude.
GRATIS LÆSEPRØVE! Smugkig i ‘Videoanalyse af social interaktion’ af Jacob Davidsen og Malene Kjær (red.)